Download:
Del:

Umuts “uge 42 suppe” – cremet græskarsuppe kylling

Cremet græskarsuppe med kylling med paprika, dild og hvidløg – perfekt suppe til efterårsferien!

annonce for Nemlig | Efteråret er over os, og det betyder, at vi skal have gang i alle de fantastiske grøntsager, der er i sæson lige nu!

Jeg elsker at bruge årstidens grøntsager, især når vi kan få dem dyrket lige her i Danmark. Netop nu bugner det med lækre danske græskar, gulerødder, kartofler og andre gode sager, som er perfekte til efterårets varme retter.

Du kan få dem allesammen inde hos Nemlig og få leveret varene direkte til døren, så du kan bruge tid på at lave mad i stedet for at handle ind.

Derfor har jeg opfundet en helt ny suppe, som jeg har døbt “Uge 42-suppen”. Den er inspireret af efteråret og uge 42, hvor mange danske familier holder efterårsferie.

Nem og cremet græskarsuppe med kylling – perfekt til efterårsferien

Uge 42-suppen er en cremet og smagfuld græskarsuppe med hokkaidogræskar, sæsonens grøntsager, mør kylling og en aromatisk olie med paprika, hvidløg og dild.

Det fantastiske ved denne opskrift er, at den næsten passer sig selv! Du kommer ingredienserne i én gryde og lader det hele småsimre, indtil grøntsagerne er møre, og kyllingen falder fra hinanden.

Samtidig får du en dejlig mættende suppe med protein fra kyllingen og masser af smag fra grøntsagerne.

En hyggelig efterårsret for hele familien

Uanset om du holder efterårsferie med familien eller bare trænger til en varm og lækker aftensmad på en kølig efterårsdag, så er Uge 42-suppen et fantastisk bud.

Det er også en oplagt ret at lave sammen med børnene, som kan hjælpe med at klargøre grøntsagerne.

Server suppen med lune pitabrød eller lækkert surdejsbrød, og nyd en skål fuld af efterår.

Køb ingredienserne til Uge 42-suppen hos Nemlig

🛒 Hos Nemlig finder du alle ingredienserne til denne opskrift. Det hele kan bestilles online og leveres direkte til din dør. Så slipper du for indkøbsturen og kan bruge tiden i køkkenet.

Tusind tak til Nemlig for at sponsorere denne video og opskrift. Det er samarbejder som dette, der gør, at du kan få mine opskrifter helt gratis.

Se videoguiden

I videoen som du finder her på siden, viser jeg trin for trin hvordan du laver opskriften. Husk at det er gratis at abonnere på min Youtubekanal hvor du finder alle mine opskriftsvideoer.

Rigtig god fornøjelse i køkkenet!

– Umut Sakarya-Havshøj

Ingredienser

Fremgangsmåde

1

Klargør grøntsagerne

Halvér hokkaidogræskarret, fjern kernerne, og skær det i mindre stykker, som vist i videoen. Skrællen kan sagtens blive på. Skræl kartoflen og gulerødderne, og skær dem i mindre stykker. Pil løget og hvidløgsfeddene, og hak dem groft.

2

Sautér grøntsagerne

Varm olivenolien op i en stor gryde. Kom først græskarstykkerne i, efterfulgt af kartoffel, gulerødder, løg og hvidløg. Sautér grøntsagerne i et par minutter ved middel varme, så de får lidt varme.

3

Tilsæt krydderier og kylling

Tilsæt paprika, gurkemeje, friskkværnet sort peber og salt. Vend det hele godt sammen, så krydderierne fordeler sig mellem grøntsagerne. Læg de udbenede kyllingeoverlår oven på grøntsagerne. Du kan også bruge kyllingebryst, hele kyllingelår eller andet kyllingekød, du har lyst til.

4

Lad suppen simre

Hæld vand i gryden, indtil alle ingredienserne er dækket. Bring suppen i kog, skru ned for varmen, og lad den småsimre under låg i cirka 45–60 minutter, indtil grøntsagerne er helt møre, og kyllingekødet er så mørt, at det let falder fra hinanden.

5

Pluk kyllingen, og blend suppen

Tag kyllingestykkerne op af gryden, og træk kødet fra hinanden med to gafler eller med fingrene (pas på det er varmt!)

Blend resten af grydens indhold helt glat med en stavblender. Tilsæt fløden, og blend videre, indtil suppen er dejligt cremet. Smag til med salt, og tilsæt eventuelt en spiseskefuld smør for ekstra fylde og rundhed. Smørret kan sagtens undlades.

6

Lav den aromatiske olie

Varm olivenolien forsigtigt op i en lille gryde eller pande. Tilsæt presset hvidløg, paprika og tørret dild. Lad krydderierne få lidt varme i olien ved lav varme, så de frigiver deres aroma. Pas på, at hvidløget og paprikaen ikke brænder på.

7

Saml suppen

Kom det plukkede kyllingekød tilbage i den cremede græskarsuppe, og tilsæt den aromatiske paprikaolie. Rør det let sammen, og varm suppen forsigtigt igennem.

8

Servering

Server suppen rygende varm, gerne med lune pitabrød eller andet brød ved siden af.

9

HUSK at du kan se hele fremgangsmåden i videoen som du også finder her på siden – du kan med fordel bruge den som guide imens du står i køkkenet.

Det er gratis at abonnere på min Youtubekanal hvor alle mine opskriftsvideoer udgives. Du finder kanalen her.