Stegt flæsk med persillesovs er en ægte dansk klassiker – og her får du den i en ny og nem version, hvor flæsket bliver sprødt og lækkert tilberedt direkte i din airfryer. Du slipper for svineri på panden og får i stedet perfekt sprødt flæsk med minimalt besvær.
Retten serveres selvfølgelig med en hjemmelavet, klassisk opbagt persillesovs kogt på fløde og sødmælk, friske urter og fedtet fra flæsket – en cremet, fyldig sovs, der binder det hele sammen. Og ingen stegt flæsk uden syltede rødbeder! Her får du også opskriften på min version, hvor rødbederne bages og derefter trækker i en krydret, sød-syrlig lage fyldt med smag. Når man bager rødbederne inden syltning, giver det en meget mere intens og rund smag, som går fantastisk til den stegte flæsk og den cremede persillesovs. Prøv det – du vil ikke fortryde det!
Opskriften egner sig både som klassisk søndagsmad og til hverdag, hvor du gerne vil forkæle dig selv og familien med noget velkendt, hjemmelavet og vanvittigt velsmagende.
Ønsker du at lave opskriften laktosefri, udskifter du blot smør og fløde med de laktosefri versioner.
I Youtubevideoen her på siden gennemgår jeg hele processen fra start til slut. Husk at abonnere på min Youtubekanal – det er gratis og hjælper mig med at lave endnu flere opskrifter og videoer til jer.
Rigtig god fornøjelse i køkkenet og velbekomme!
– Umut