annonce for Danish Crown | Tyrkisk cowboytoast er min mellemøstlige fortolkning af den klassiske danske cowboytoast med hakket oksekød og bløde løg.
Her får den velkendte toast masser af smag fra köfte-krydret oksekød, smeltet ost, bløde løg og kebabchili. Resultatet er en sprød, snasket og smagfuld toast, som fungerer perfekt til både frokost og nem aftensmad.
Tyrkisk cowboytoast med krydret oksekød, bløde løg og ost
Den klassiske cowboytoast forbindes med dansk grillbar- og pølsevognskultur og består typisk af hakkekød og bløde løg. I min tyrkiske cowboytoast får oksekødet i stedet smag fra krydderier, som man kender fra tyrkisk köfte.
Spidskommen, paprika, chiliflager, hvidløg og frisk persille giver kødet en varm, krydret og aromatisk smag. Du kan også tilsætte tomatpuré eller tyrkisk biber salçası for endnu mere dybde og karakter.
Brug hakket oksekød med god fedtprocent
Jeg anbefaler hakket oksekød med 12–18 procent fedt, fordi fedtet bidrager med både smag og saftighed. Kødet skal steges ved høj varme, så det bliver godt brunet og får masser af stegeskorpe.
Undgå at røre for meget i starten, så kødet får mulighed for at karamellisere ordentligt på panden.
Sådan får du en sprød cowboytoast
Osten skal ligge både under og over kødet, så den smelter omkring fyldet og holder toasten sammen. Steg cowboytoasten i rigeligt smør ved middel varme, så brødet bliver sprødt uden at blive brændt.
Giv den gerne tre til fire minutter på hver side, så osten når at smelte helt. Server din tyrkiske cowboytoast rygende varm med kebabchili og eventuelt syltede tyrkiske chilier ved siden af.
Hjemmelavet kebabchili
Toasten smager utrolig godt sammen med kebabchilli – og vil du have opskriften på min legendariske hjemmelavede kebabchili, så klik her
Det er gratis at abonnere på min online kokkeskole!
I videoen som du finder her på siden gennemgår jeg opskriften trin for trin. Du kan med fordel bruge denne gratis video-kokkeskole imens du står i køkkenet som en hjælpende hånd – og lidt god underholdning imens!
Husk at det er gratis at abonnere på min Youtubekanal hvor du finder alle mine opskriftsvideoer.
Tak til Danish Crown for at sponsorere opskriften og videoen så du kan få den kvit og frit!
Rigtig god fornøjelse i køkkenet,
– Umut