Tokyo er en by, der aldrig holder op med at overraske. Bag de travle hovedgader og glitrende neonskilte gemmer der sig små perler, hvor du kan spise, shoppe og opleve byen som en lokal. Her er fem steder, du ikke må gå glip af på din næste tur til Tokyo – alle testet og oplevet på vores egen rejse.
På min Youtubekanal ligger en hel videoserie med videoer fra Japan – her kan du se ALLE de steder vi besøgte og hvorhenne vi spiste. Du kan også finde videoerne i bunden af denne side.
1. Chikuzenya Ningyocho Sohonten – Yakitori for ingen penge
📍2 Chome-7-16 Nihonbashiningyocho, Chuo City, Tokyo 103-0013, Japan
Hvis du vil opleve ægte japansk barstemning, skal du finde vej til Chikuzenya Ningyocho Sohonten. Stedet er en klassisk izakaya – Japans svar på en uformel bar, hvor man deler småretter ved siden af øl og sake. Her sidder folk tæt, øllene er iskolde, og duften af grillede spyd fylder rummet.
Vi bestilte os igennem hele menukortet: yakitorigrillede spyd med forskellige kødudskæringer og grøntsager, hjemmelavet kimchi, frisk kålsalat og friterede lækkerier.
Det bedste? Hele herligheden kostede os omkring 400 danske kroner (der var nok mad til 4 personer!) – og vi gik derfra mere end mætte. Det er et af de steder, der minder dig om, hvorfor det kan betale sig at gå væk fra de mest turistede gader.
Se videoen af hele vores restaurantbesøg hér

2. Tekisaikan – håndmalet porcelæn og keramik
📍3-chōme-11-3 Motoazabu, Minato City, Tokyo 106-0046, Japan
Midt i Tokyos labyrint af smågader finder du Tekisaikan, en butik drevet af et ældre ægtepar, der har specialiseret sig i japansk porcelæn og keramik.
Hylderne bugner af håndmalede skåle, tekopper og antikke fund. Det er et sted, hvor du både kan finde souvenirs og unikke stykker til køkkenet derhjemme – og priserne er overraskende rimelige.
En af de der butikker, hvor du har lyst til at købe alt.
Se hvad vi købte hér


3. Chihye Coffee – kaffe, kage og den bedste avokadotoast!
📍1 Chome-7-10 Azabujuban, Minato City, Tokyo 106-0045, Japan
Trænger du til en pause fra byens tempo, så er Chihye Coffee et perfekt stop. Her serveres lækker kaffe, kager og deres berømte avocado-toasts i hyggelige omgivelser.
Det er en moderne café med et afslappet vibe, hvor man sagtens kan bruge en time eller to på at lade op, inden næste eventyr.

4. Tsukiji fiskemarked – Tokyos madmekka
📍Japan, 〒104-0045 Tokyo, Chuo City, Tsukiji, 4-chōme および6丁目一部

Tsukiji fiskemarked er et af Tokyos mest ikoniske madsteder. Selvom de store fiskeauktioner i dag er flyttet til Toyosu, er Tsukiji stadig et levende madmarked med frisk fisk, skaldyr og japanske delikatesser. Du kan snuppe alt fra grillet ål på spyd til søde japanske pandekager og lokale grøntsager.

Du kan også finde en masse søde sager på markedet – blandt andet de lækre, bløde mochi.
Et tip: prøv at komme tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen – midt på dagen kan markedet være tætpakket med turister.
5. En regnvåd tur i Kejserens Have – The Imperial Gardens
📍1-1 Chiyoda, Chiyoda City, Tokyo 100-8111, Japan

Tokyo er fuld af grønne åndehuller, og en af de smukkeste er The Imperial Gardens – Kejserens have!
Vi oplevede haven i regnvejr, og det var helt magisk: frodigt grønt, eksotiske blomster og duften af våd jord.
Hvis du rejser i kirsebærblomstsæsonen, er oplevelsen naturligvis enestående, men vi kan også varmt anbefale at besøge i regnsæsonen. Med gummistøvler og paraply får du næsten haven for dig selv – og en mere autentisk side af Tokyo.

Se mere i mine Japan-vlogs
Vil du se alle stederne i levende billeder og få endnu flere tips? Så hop ind på min YouTube og se vores Japan-vlogs fra Tokyo. Her dykker vi endnu dybere ned i madoplevelserne, markederne og de små skjulte steder, som gør Tokyo helt speciel.
Du finder også videoerne herunder: