Tilmeld nyhedsbrev

Streetfood i Istanbul – her er stederne du skal besøge

Streetfood i Istanbul er noget jeg har rigtig gode erfaringer med! Som kok (og tyrker) har jeg nemlig spist mig gennem mange gadehjørner af byen, og jeg tør godt love, at her gemmer sig nogle af de bedste smagsoplevelser, du kan finde – til priser, hvor alle kan være med. Streetfood i Istanbul er nemlig både billigt, hurtigt og ægte – det er mad, som folk her selv spiser til hverdag, og det er en af de bedste måder at forstå byen på.

Jeg har lavet 2 videoer på Youtube som du også kan bruge som guide – her kan du se mange flere fantastiske spisesteder og fede oplevelser:

1. Tantuni – et must-try på Istanbuls streetfoodscene

📍Osmanağa, Serasker Cd. No:100/a, 34000 Kadıköy/İstanbul, Tyrkiet

Man kan ikke sige street food i Istanbul uden at nævne Tantuni! Tantuni er en af de mest elskede streetfoodretter i Tyrkiet – og i Istanbul finder du den på alt fra små gadehjørner til moderne kæderestauranter. Retten stammer oprindeligt fra Mersin i det sydlige Tyrkiet, men er for længst blevet en del af storbyens madscene.

Den består af tynde strimler oksekød eller lam, der sauteres hurtigt på en stor, rund jernpande med bomulds- eller olivenolie og et drys af tyrkiske krydderier. Kød og løg pakkes derefter ind i et frisklavet lavas-brød (tyrkisk fladbrød), toppes med tomat, persille og ofte syltede grøntsager, og serveres rullet som en dürüm.

Tantuni er let krydret, saftig og fuld af smag – og samtidig hurtig og billig, hvilket gør den til et oplagt valg, hvis du vil opleve ægte tyrkisk streetfood på farten.

Street food i Istanbul - tantuni med rød og grøntsager

I Tyrkiet bruger man ikke rigtig dressing som vi gør i Danmark. I stedet sørger man for at kødet er så saftigt og smagfuldt at man slet ikke behøver dressing! Og når man drikker en iskold ayran til (tyrkisk, saltet drikkeyoghurt), går det op i en højere enhed.

2. Tyrkisk street food klassiker: Sucuk, kokoreç & köfte – Ozzie’s 1968

📍Bülbül, Serdar Ömerpaşa Cd. No:44/A, 34435 Beyoğlu/İstanbul, Tyrkiet

TStreet food i Istanbul - Tyrkisk sucuk på brød med pickles
Street food i Istanbul - kokoreç i tyrkisk brød

Ved du hvad kokoreç er? Hvis du gør, og hvis du har prøvet det, så kan du med garanti godt lide det – i hvert fald hvis du har smagt det hos Ozzie’s 1968.

Her får du den kulgrillede lammetarm omkring brisler, der smager af åben ild, krydderier og tradition. Et sted hvor tyrkisk street food når sit højeste niveau.

Deres köfte og sucuk er heller ikke til at komme udenom – og jeg siger det uden at blinke: Det er den bedste sucuk, jeg nogensinde har smagt.

Tip: Det er en god ide at bestille bord på Ozzies, da det er et ultrapopulært sted!

3. Wet hamburgers på Istanbuls Taksimplads – Kizilkayalar

📍Katip Mustafa Çelebi, Sıraselviler Cd. No:2/C, 34433 Beyoğlu/İstanbul, Tyrkiet

Street food i Istanbul - Wet Hamburgers på Taksimpladsen

VÅD HAMBURGER i Istanbul!? Ja, den er god nok. En af de små, skæve og ret geniale opfindelser, som jeg altid skal have, når jeg er i byen.

Den bedste får du hos Kizilkayalar på Taksim Pladsen – de står linet op i damp, pakket ind i tomatsauce, klar til at blive inhaleret. Det er ikke pænt, men det er perfekt.

4. Midye Dolma – risfyldte muslinger som tyrkisk street food!

Blandt alt streetfood i Istanbul er midye dolma en af de retter, du finder overalt på gaderne – blåmuslinger fyldt med krydret ris, pinjekerner og lidt kanel eller allehånde. De serveres lune, dryppet med friskpresset citronsaft, og spises stående direkte fra fadet.

Du finder dem overalt i byen: hos gadesælgere ved Taksim, i sidegaderne omkring Kadıköy, på Beşiktaş’ bar-gader og langs Bosporus’ kajer, hvor bakkerne hurtigt fyldes op igen, når de er tømt.

For mange tyrkere er midye dolma den uofficielle natmad nummer ét – nem, billig og uimodståelig efter en sen aften.

Street food i Istanbul - risfyldte muslinger/Midye dolma

5. Dondurmacı Ali Usta – ægte tyrkisk is som smager af mere

📍Caferağa, Moda Cd., 34710 Kadıköy/İstanbul, Tyrkiet

Hos Dondurmacı Ali Usta får du tyrkisk is med en unik, sej konsistens, der adskiller sig fra alt andet. Konsistensen kommer fra brugen af salep (maltet orkidérod), og smagen er intens.

Deres udvalg af smagsvarianter er enormt – alt fra klassiske chokolade og pistacie til mere unikke varianter som rosenblade og tahini. Især tahini-isen er et must, hvis du vil prøve noget, der både er cremet, nøddeagtigt og vanedannende. Et besøg her er en sød afslutning på en dag i byen.

Få mere Inspiration til din rejse til Istanbul her:

Fine dining i Instabul – 3 eksklusive spisesteder du skal kende!

På min Youtubekanal udkommer løbende rejse- og spiseguides i videoform. Her finder du mine to guides til Istanbul: